HVERDAGEN SOM AU PAIR

Hej igen alle sammen!

I det her indlæg vil jeg forsøge at give et billede af, hvordan hverdagen er som au pair. Når jeg snakker med de andre au pairs, jeg har mødt, kan jeg høre, at der kan være stor forskel på, hvad man laver som au pair, hvor meget man arbejder osv. Dette er derfor min version af hverdagen som au pair.

Mit job indebærer primært at tage mig af de to mindste børn samt ordne forskellige små gøremål i huset, mens jeg er på arbejde. Udover at lege med Lucy og Kobi er det altså mit ansvar at smøre deres madpakker til skole og børnehave, rydde op på deres værelse og i deres legetøjshjørne i stuen samt rydde op i køkkenet efter måltider og sørge for at opvaskemaskinen bliver fyldt og tømt samt andet opvask vasket af. Derudover er det også min opgave at vaske tøj, når der trænger. Det drejer sig oftest om 1-2 vaske om dagen, hvilket jeg ikke synes er særlig meget, når man tænker på familiens størrelse. Det gør det selvfølgelig lidt nemmere, at de tre ældste af børnene alle bærer skoleuniform, og det er derfor begrænset, hvor meget forskelligt tøj de bruger. Derudover bliver størstedelen af forældrenes tøj sendt til 'dry cleaning', hvilket også letter min arbejdsbyrde. Udover dette er det også sommetider mig, der enten laver hele aftensmåltidet eller hjælper med forberedelsen til det. Mit ugeskema varierer meget, da begge forældre rejser en del i forbindelse med deres jobs. Det kan allerede ses, selvom jeg kun har været her to uger, idet jeg den første uge arbejdede 27 timer, mens jeg sidste uge arbejdede 39,5 timer.

I Australien tilbyder mange børnehaver 'sessions' i stedet for hele dage med pasning. Det betyder, at børnene kun går i børnehave nogle dage om ugen, hvoraf ikke alle er hele dage, mens de bliver passet derhjemme de resterende dage. Derfor har jeg ansvaret for at passe og underholde Lucy de dage, hun ikke er i børnehave (mandag eftermiddag, tirsdag, onsdag formiddag og fredag). Kobi går i skole hver dag, så i forhold til ham er mit job mest at lave hans madpakke, følge ham til og fra skole, læse med ham om eftermiddagen og så selvfølgelig også lidt underholdning og leg.

Selvom jeg blot har været her to uger, synes jeg allerede, jeg er ved at falde ind i de faste rutiner. Jeg har fået skabt mig en fast morgenrutine for hverdagen, og jeg er også ved at have styr på, hvad de spiser og hvornår (herunder især hvor meget usundt mad de må få i løbet af dagen).

Men selvom det her job på mange måder minder om generel børnepasning herunder leg med børn, som jeg har gjort så meget med både mine brødre, fætre og kusiner, så er der ting ved au pair jobbet, jeg lige skal vænne mig til. Det gælder eksempelvis, at når jeg tidligere har leget med fætre og kusiner og er kommet til et punkt, hvor jeg ikke gider lege en bestemt leg mere, har jeg bare smidt "pausekortet". Men nu hvor det rent faktisk er mit arbejde, og jeg bliver betalt for det, kan jeg ikke bare på samme måde sige stop og lave noget andet, jeg hellere vil. Jeg må i stedet væbne mig med tålmodighed og pænt fortsætte legen med et smil. Det har jeg erfaret den sidste uge, hvor jeg uden overdrivelse på to dage har spillet mere end 10 timers snehvide monopoly. Vel at mærke med børneregler, så man ikke betaler, når man lander på hinandens grunde, men i stedet bare "besøger hinanden". Og hvor man lader være med at købe bestemte grunde, fordi de ikke "passer til mit humør den dag" (herunder grumpy, sleepy og the witch). Hvor man kan lade være med at bruge alle tallene på terningen, hvis man hellere vil rykke tre felter end fire, og hvor man bare kan tage flere penge i banken, hvis man mangler.

Men selvom det til tider kan være trættende at spille så mange timers monopoly, føler jeg mig stadig meget priviligeret, at jeg får lov til at opleve Australien og møde en masse nye mennesker til gengæld for at spille monopoly!

Det har jeg lavet den sidste uge:

Først og fremmest har jeg endelig fået oprettet en bankkonto! Det var lidt en underlig oplevelse, for da jeg kom derhen, fik jeg at vide, at man skulle have bestilt tid i forvejen, men jeg endte alligevel med at komme til med det samme. Det viste sig så, at det ikke var en normal medarbejder, der skulle betjene mig, men i stedet bankdirektøren selv. Det var som sådan fint nok, for han gik rigtig meget op i kundeservice, så jeg fik en god behandling. Og det er her det bliver underligt, for det var så god behandling, at det blev helt akavet! Han kom selv fra Indien, så han lagde meget vægt på, at han vidste præcis, hvordan det var at komme til Australien og være meget nervøs for at åbne sin første bankkonto (hvilket jeg ikke var - jeg havde ikke rigtig skænket det en tanke, det skulle bare gøres). Dernæst var han så fokuseret på at forklare alting for mig, at han endda fortalte mig, hvorfor han sagde, som han gjorde, da hans kone ringede til ham under mødet. Og tilfældigvis var hans kone skolelærer, så hun har det samme Working With Children Check, som jeg skal have skaffet, hvilket jeg også fik en grundig forklaring på, hvordan hun havde gjort det, og det var lige før han fulgte mig derhen efterfølgende. Det var alt sammen lidt overvældende, men jeg tænke hele vejen igennem, at han nok bare var en meget snakkesaglig person, som gerne ville få mig til at føle mig tilpas. Men det blev dog for meget til sidst, da han som afslutning lige skulle høre, om jeg nu også havde nogle venner og bekendte i Australien. For som han sagde, så kan det jo være meget ensomt, hvis man ikke kender nogen. Jeg forsikrede ham, at jeg har både min værtsfamilie og derudover også en masse venner, som jeg har mødt, så der var ingen grund til bekymring. Og så skyndte jeg mig ellers at sige tak for hjælpen og komme ud af banken :-)

En anden ting, jeg har haft succes med i denne uge, er, at jeg har lært at bruge Google Maps som rejseplanen! Faktisk er jeg gået hen og er blevet så afhængig af Google Maps, at jeg slet ikke tør tænke på, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke havde haft Google Maps. Havde jeg så rendt rundt med et kæmpe turistkort over Melbourne og køreplaner for adskillige bus- og tramlinjer? Højest sandsynligt! Australske offentlige transport apps er meget besværlige, synes jeg, så jeg har virkelig været glad for Google Maps' offentlig transport funktion. Hver gang jeg mødes med en af mine au pair venner, snakker vi om, hvor meget Google Maps er vores evige redning i at finde rundt hernede. (Forestil jer at skulle hente børn enten på gåben eller i bil og tage dem forskellige steder hen i en by, man kun har været i et par dage? Det kan godt være ret skræmmende, når man ingen idé har om, hvor man skal hen!). Det her er bare endnu en grund til, at jeg blev lykkelig, da jeg fik data på min telefon hernede :-)

Det har jeg liiiiiiige skullet vænne mig til:

Høflighed fylder mere her end derhjemme. Her er det enormt vigtigt at sige 'pardon', 'please' og 'thank you'. Den går ikke at sige 'what', og det er fuldstændig utænkeligt at bande! Bandeord har forskellige konsekvenser afhængig af familien, men uanset skal de undgås. Det kan være enormt svært, når man som jeg kommer fra et sted, hvor bandeord ikke altid opfattes som katastrofale, og hvor man, selvom det aldrig er pænt at bande, sagtens kan slippe et par bandeord ud i skolen eller til familiemiddagen uden at helvede bryder løs. Sådan fungerer det ikke her, og det er en af de ting, der bare skal læres! Jeg vil faktisk sige, at det ikke har været så stort et problem for mig, tro det eller ej. Eller det vil sige, det gik godt, lige indtil opvaskemaskinen gik i stykker forleden dag. Der fik jeg lige et mindre indvendigt raserianfald, som desværre endte i et lille f*ck - i Kobis nærvær... UPS! Men vi blev heldigvis hurtigt enige om, at det var et uheld, som ikke kommer til at gentage sig, og jeg har lært, at hvis jeg kommer i lignende situationer igen, så holder jeg mig til "for sokker" - i værste tilfælde et godt gammeldags "sgu" eller "satans".

En anden ting, som er lidt ny for mig, er, at man hele tiden bliver spurgt "how are you going?" - både når man taler i telefon, skriver mails og kommer ind i butikker. Ja, selv skolepatruljedamen ved fodgængerovergangen henne ved skolen, som jeg møder ca. 5 sekunder hver dag vil høre "how I'm going". Den var sgu ny... Men jeg svarer selvfølgelig pænt, og husker (som regel) at spørge igen. For sådan gør man bare. Og det skal jeg lige vænne mig til. Jeg skal lære, at det spørgsmål altid kommer, så jeg ikke bare går forbi uden at svare. Her kan man igen nemt komme til at virke uhøflig, og så er vi tilbage ved vigtigheden af punkt 1.

Den ting, jeg dog har de største problemer med at vænne mig til, er madmængden. Jeg havde regnet ud hjemmefra, at jeg nok ikke ville få samme mad hernede, som jeg fik derhjemme, men en ting, jeg er meget overrasket over, er forskellen på den madmængde, man får serveret her sammenlignet med derhjemme. Og her mener jeg ikke restaurantmad, jeg mener aftensmaden derhjemme. Her i familie bliver maden oftest øst op fra komfuret, og selvom det nogle gange er muligt at få ekstra efterfølgende, er det meningen , at man burde blive mæt af den portion, man har fået serveret. Det betyder bl.a., at når menuen siger 'burger', er det det, man får; én burger uden tilbehør. Og selvom Monique fokuserer meget på, at der er tre forskellige grøntsager som tilbehør til kødet, så betyder det, at der bliver lavet, så hver person kan få eks. én kartoffel, 1/3 majskolbe og et par skefulde coleslaw. Se det er lidt anderledes end hjemme hos mor. Men altså jeg kan jo se på familien, at det er denne mængde mad, de er vant til at få, og det klarer de sig jo fint på. Men det kræver lige lidt tilvænning fra min side, når jeg kommer fra en familie, hvor mors motto altid synes at være "hellere for meget end for lidt", og hvor jeg er vant til at have brødre, der spiser ekstreme mængder mad, så der bliver altid lavet store portioner. Men altså det er jo bare alt sammen et spørgsmål om tilvænning, og når Monique laver så lækker mad, som hun gør (det er virkelig lækkert - anderledes, men lækkert! Karameliseret græskar- og kikærtesuppe er min nye favorit), så gør det knap så meget. Jeg vil sige, det går langsomt fremad, men nu har jeg fundet en 'organic food shop', som har både knækbrød og rugbrød (!!), så nu kan jeg bekæmpe min konstante sult mellem måltiderne med sundere snacks, mens jeg vænner mig til den mindre madmængde :-)

Opdatering på edderkopsituationen:

I skal selvfølgelig ikke snydes for sidste nyt på edderkopfronten. Og tænk sig lige, at jeg er taget hele vejen om på den anden side af jorden for at se en edderkop på 5mm, mens min bror bekæmper en kæmpeedderkop på badeværelset derhjemme. Ironi længe leve!

Pas på jer selv derhjemme ;-)

- Cecilie

Min udsigt den sidste uge, hvor de største beslutninger har været,

hvilken af de syv dværge jeg vil være i dag (Snehvide er selvfølgelig

allerede optaget af den lille prinsesse, Lucy).

Sammenligning af edderkopper

edderkop

Til sammenligning: Til venstre ses den edderkop jeg fotograferede (med meget zoom!) på mit badeværelse her i Melbourne i sidste uge. Til højre ses den edderkop min bror fotograferede på vores badeværelse i Hinnerup 4 dage senere. Og I siger Australien er det farlige sted?!