Hejsa!
Puha! Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Der sker så utrolig meget for tiden, og sådan har det været den sidste månedstid. Så jeg tror egentlig bare, det er nemmest at starte fra en ende af. Og når jeg siger det, så lyder det jo næsten som om, jeg har styr på og kan huske, hvor vi slap, og hvad der er sket siden. Det kan jeg også, men det er rodet sammen i den største omgang kluddermutter nogensinde, så der må mere moderne midler i brug; min kamerarulle på min telefon. Den er nemlig eneste måde, hvorpå jeg kan huske, i hvilken rækkefølge de forskellige ting er sket. Og jeg kan se, at de næste billeder efter AusOpen er fra Australia Day, så det må være der vi starter i dag.
Australia Day:
26. Januar er Australia Day, hvilket er national helligdag, hvor man fejrer, at Cook kom til Australien. Det er derfor også en meget kontroversiel dag, som af mange bliver kaldet "Invasion Day". Og hvis jeg skal være ærlig, er jeg enig i den beskrivelse. Jeg synes, det er cool nok, at australierne gerne vil have en dag, hvor de kan fejre deres land, jeg mener, det har vi (nok mere i teorien end i praksis) jo i grundlovsdag, ligesom USA har 4. juli. Men at fejre Cooks ankomst er bare ikke den rigtige måde at fejre Australien som land på, hvis du spørger mig. Jeg synes hellere, man skal fejre Australiens uafhængighed fra England, for på den måde tramper man ikke på alle de mange Aboriginals samtidig, som i forvejen har det mere end svært. Og hele den her problematik mærkede jeg også fra morgenstunden, da dagens første punkt var at se paraden ned af Swanston St. Vi (Carolin, Lorena og jeg) stod lige ud for Flinders Street Station i 2. række, så vi havde super udsyn til at begivenhederne. Paraden var fin, men altså det virkede ikke så meget som om, de fejrede Australien, for der var indslag fra alle etniske grupper i Melbourne og flag fra hele verden. Men der var god underholdning, musik, udklædninger i alle afskygninger, gamle cykler, drager og dans. Men som sagt lå konflikten hele tiden og boblede under overfladen, og lige så snart paraden var overstået, blev pladsen overtaget af massedemonstration med Aboriginal-flag og chanten "Always has been, always will be Aboriginal land".
Efter paraden gik vi til King's Domain (park, som hænger sammen med botanisk have), hvor der var foodtrucks og underholdning. Her fik vi den lækreste indiske frokost med hollandske Poffertjes til dessert samt så flyshow. Da klokken blev 4 rykkede vi fra at sidde på græsset i King's Domain til at sidde på noget græs i Docklands. Her sad vi i 5 timer og snakkede, mens vi ventede på fyrværkeriet. Vi blev kun afbrudt af en ny tur til den indiske foodtruck, hvor den denne gang stod på den ret vi egentlig ville have haft til frokost, men som var udsolgt. I Docklands fik vi selskab af Sophia og Annika (og to andre, som jeg ikke kendte på forhånd og her knap en måned senere fuldstændig har glemt navnene på) - alle tyske au pairs. Og selvom 5 timer var lang tid, så var det ganske hyggeligt, og fyrværkeriet var også meget cool. Det blev skudt af fra taget af Etihad Stadium i takten til det musik de spillede fra højtalerne.
Tandem-cykeltur:
Næste større begivenhed i min kamerarulle er fra d. 29. januar, hvor Carolin og jeg tog på en længeventet udflugt. Planen var, at vi ville leje en tandemcykel og cykle fra udlejeren ved Yarra River til St Kilda og tilbage på 4 timer. Og vi fik da også lejet cyklen og var kommet ca. 25 m væk, før vi løb ind i første mindre problem. Ingen af os har før prøvet at cykle på en tandem, så planen var, at Carolin skulle sidde forrest af sikkerhedsmæssige årsager, fordi jeg ikke altid har succes med at styre bare en normal cykel. Men fordi det forreste sæde på en tandem er placeret ovenpå stellet, kunne min arme tysker ikke nå... Så eneste mulighed var, at jeg skulle styre. Og der var ingen vej udenom det, så med fuld koncentration om først og fremmest ikke at køre i floden trillede vi derudad. Og med übermeget fokus, tungen lige i munden og hvideknoer om styret og alt det der, så gik det egentlig meget fint. Vi kom til botanisk have (hvor vi dog måtte trække igennem, da cykling ikke er tilladt), forbi Shrine of Remembrance og til Albert Park. Ved den smukke sø i Albert Park holdt vi frokostpause til en skøn udsigt over skylinen. Efter frokost var det op på jernhesten igen og videre mod St Kilda. Da vi kørte lidt ud af Albert Park, kørte vi på noget vej, som bliver brugt som normal vej, men ser lidt mærkelig ud. Og efter nogle sving dukker en bygning op ud i venstre side af vejen og en afkørsel hen til den bygning. Og det går op for os, at vi befinder os på formel 1-banen! Fjollet som jeg er, har jeg aldrig skænket det en tanke, at der lå en formel 1-bane her i området. Racerløb interesserer mig ikke synderligt, hvis jeg skal være ærlig. Men alligevel var det altså virkelig sjovt lige pludselig at komme kørende forbi pitten og over målstregen - på en tandemcykel! Lidt efter drejede vi fra for at komme mod St Kilda. Men sørme om vi ikke få 100 m længere fremme støder på Priden, som er ved at gå i gang og derfor blokerer hele vejen. Vi bestemmer os hurtigt for, at det gider vi ikke vente på. Så i stedet vender vi rundt og kører en tur den modsatte ved tilbage på formel 1-banen. Og den her gang giver vi den gas. Som sagt bliver banen uden for sæsonen (som vel er 4 dage på et år?) bliver brugt som et almindelig stykke vej, så der kører biler frem og tilbage. Eneste forskel på banen normalt og til racerløbet er, at der nu er sat en del cementpiller op, så man undgår, at folk får for meget fart på. Men sådan noget virker jo kun på biler ;-) Så med fuld fart og sand kommentatorspor (stærkt inspireret af brormand Fredes fodboldspil i haven derhjemme - skud ud til Faik!) bragede vi afsted mod målstregen. Og jeg gad virkelig godt have set det her fra de biler der i samme øjeblik kørte forbi, for vi jublede i vildskab, da vi krydsede målstregen - som vindere selvfølgelig!
Da vi var færdige med at køre ræs besluttede vi os for at vende snuden tilbage af, men på vejen lige køre resten af vejen rundt om søen i Albert Park. Og det gik fint, eneste problem her var, at vores bagdele var begyndt at blive ømme (okay, hvem prøver jeg at narre, det var de allerede efter 5 min...). Men til trods for tiltagende smerter fortsatte vi i god stil indtil kort for Shrine of Remembrance, hvor katastrofen rammer. I et gearskifte på vej op ad bakke ryger kæden af og sætter sig FAST. Vi prøver at sætte den på igen, men den er ikke til at hive hverken frem eller tilbage. Så efter at have bakset forgæves i 10 min beslutter vi os for at trække tilbage til udlejningen 2 km væk. Heldigvis var vi kørt tidligt hjemad, så vi har stadig ca halvanden time til sidste afleveringsfrist. Men selvom det var lidt øv at blive stoppet ufrivilligt, havde min tyske makker en god pointe, da hun sagde, at det her nok bare var et tegn til, at hvis vi havde fortsat, ville vi være styrtet. Og hvis man tænker over det, var det egentlig også ret godt gået at vi - med mig bag styret - havde cyklet rundt i 2,5 timer, med et intenst ræs undervejs, uden at styrte. Måske vi ikke skulle udfordre skæbnen mere end højest nødvendigt. Så med det i baghovedet var humøret egentlig udmærket på vejen tilbage. Og det blev kun bedre, da cykeludlejeren frivilligt gav os halvdelen af pengene tilbage som undskyldning for, at vi ikke havde kunnet bruge cyklen halvdelen af tiden. Det var virkelig pænt af ham! Og selvom vi ikke havde fået penge tilbage, ville det stadig have været en super god dag. At fræse rundt på formel 1-banen og se den smukke udsigt fra Albert Park fyldte så meget mere i vores hoveder end den kæde. Så til trods for lidt modgang var det en super sjov dag!
Louise i Melbourne:
For 3 uger siden færdiggjorde Louise sine 6 måneder hos sin værtsfamilie. Efter det kom hun til Melbourne i en uge, hvor jeg meget praktisk havde næsten hele ugen fri, fordi Monique havde taget fri, da det var Lucys første uge i skole. Så jeg tilbragte meget tid med Lou, men det var utrolig afslappet med lidt turistture rundt i byen og en strandtur torsdag. Fredag var hun på besøg i mit område, hvor vi først var en tur i mit lokale shoppingcenter (hvor en mand brutalt blev myrdet på parkeringspladsen om morgenen, men det er en anden historie), og bagefter havde min skønne værtsfamilie inviteret Lou på aftensmad, så hun kunne se, hvor jeg bor og møde familien. De tog alle så godt imod hende, og især de to små (og Monique) blev helt forelskede og sagde dagen efter, at de virkelig gerne ville se hende igen, fordi hun er så sød. Efter hjemmelavet pizza i den udendørs pizzaovn tog vi ind til byen for at mødes med P. Vi havde besluttet os for at afprøve en club, som vi havde fået anbefalet af nogle hollandske au pairs, P og jeg mødtes med i starten af september. Og altså det var et ok sted, som nok aldrig bliver mit yndlings - det er ret lille, men havde vodkadrinks til 5$ indtil midnat. Så det gik an ;-)
Dagen efter blev endnu en afslapningsdag på Lou's hostel i den mest voldsomme varme, jeg længe har oplevet. Det var helt grotesk. Men en ispind fra 7/11 kan gøre meget, så vi overlevede heldigvis. Søndag hentede Lou sine forældre og bror i lufthavnen, så jeg blev inviteret på eftermiddagskaffe og aftensmad med dem mandag. Og så havde de ovenikøbet været så søde at tage en god sending lakrids fra mine forældre med til mig! Så det var super lækkert, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Det var rigtig underligt at vise dem alle rundt i "min by", men det var også super fedt, da de jo trods alt er det tætteste, jeg kommer på at se mine forældre, før jeg kommer hjem.
St Kilda Festival:
I søndags var jeg til St Kilda Festival, som er en kæmpe gratis gadefestival i St Kilda. De to store gader Fitzroy St og The Esplanade er spærret af og i stedet fyldt med alverdens boder. Ind i mellem er placeret tivoliforlystelser i alle afskygninger samt 6 scener, hvor der hele dagen igennem optræder forskellige mindre kunstnere. Hvert år lægger mere end 400.000 mennesker vejen forbi festivalen, og det er altså mennesker i alle aldre og af alle typer. Jeg var der sammen med Anna og Angéle samt 3 andre au pairs fra henholdsvis Frankrig, Holland og Tyskland. Det var en stille og rolig dag, så vi hyggede egentlig bare nogle timer, inden turen gik hjem igen. I Tram'en på vej derned stødte jeg ind i Molly og Will, så jeg havde også nogen at følges med i tram'en. Molly og jeg har en eller anden evne til altid at støde ind i hinanden inde i byen, hvilket er super hyggeligt!
Okay, her kom lige en opsamling på de store arrangementer, jeg har været til her den sidste måneds tid. Udover disse har jeg også haft mere normale aftaler med venner, hvor jeg har været på museum, set solnedgangen og på stranden. Og så har jeg bare super travlt til daglig. Ikke fordi jeg arbejder meget, for det faktum, at alle børn nu går i skole, betyder naturligvis mindre arbejde til mig, men der er så vanvittig mange ting, der skal ordnes, før jeg er færdig her om 3 uger. Vi har først lige booket hostels til New Zealand i går, så det er endelig på plads, og nu står Lou for aktiviteterne. Jeg har også været rigtig voksen og ringet til min bank og fået styr på, hvordan og hvornår jeg skal afslutte det, så jeg ikke har åbne bankkonti i Australien, når jeg er kommet hjem, samt snakket med min telefonudbyder om dækning på min rejse. Men jeg mangler stadig at få ordnet gave til familien samt få købt en masse ting, jeg skal bruge til min rejse (heriblandt en ny kuffert, fordi jeg på ingen måde kan få plads til alle mine ting i blot én kuffert hjem). Så der er stadig en masse ting på listen samtidig med, at jeg prøver at få gjort og set alle de ting, jeg mangler her i Melbourne samt få set alle de venner, jeg gerne vil mødes med, før jeg smutter. Så selvom familien nogle gange har det indtryk, bliver der altså ikke hvilet meget på laurbærene hos mig. Men det er alt sammen spændende ting, som jeg selv har valgt, så det er ikke fordi, det er negativt, det er bare travlt. Men det betyder også, at den her blog bliver lidt mere en opsamlingsblog for tiden. Men det er der ikke lige så meget at gøre ved.
Jeg havde egentlig troet, det her skulle være et kort indlæg, men det blev det vist ikke lige alligevel. Så som tak for den flittige læsning kommer her en række af de bedste billeder fra den sidste måned :-)
- Cecilie
Det var Australia Day, men hele verden var repræsenteret - herunder Danmark. Og ja, jeg blev mere end almindeligt
glad for at se det gode gamle Dannebrog i paraden.
Melbourne er på så mange måder mini-Kina, så der skulle selvfølgelig også drager med i den australske parade.
Og mon ikke den ultimative blanding af Danmark og Australien også havde fået plads i paraden - den nordiske
gud Thor spillet af den australske skuespiller og folkehelt Chris Hemsworth (som faktisk er fra Melbourne, men
desværre ikke er ham, der gik i paraden).
Det her var sidste del af paraden, men også min klare favorit; en gruppe gamle mennesker, der havde fået lov til
at fræse rundt på endnu ældre cykler. Og de havde en fest! Paraden fortsatte jo, men heldigvis var der ingen bag
dem, for de gad ikke køre videre, da de kom ud for os, som også var det bredeste stykke vej på ruten. Hver
gang de skulle til at køre videre, slog de ud med cyklen og tog en runde til. De var SÅ søde og vanvittig stolte,
hvilket kun gjorde dem mere søde!
Men den gode stemning fra paraden blev på sekunder overtaget af (forståeligt) skuffede og vrede miner fra
demonstrationen.
Og som I kan se, var det en stor demonstration, som gik et godt stykke op ad Swanston St bagved.
Men tiltrods for demonstration og vanvittig mange mennesker fandt vi i King's Domain den med ligeglade dame,
jeg nogensinde har set. Hun sad bare midt i det hele på sin lille fold-ud-stol og læste avis, mens hundredevis af
mennesker stod i lange køer omkring hende i, hvad jeg vil beskrive som foodtruck-peaktime-kaos.
Vennerne fra Australia Day - fra venstre: Lorena, Annika, Carolin, mig og Sophia. Alle tyskere med undtagelse af
mig. Og som I måske kan se på min højre arm, blev jeg lettere forbrændt den dag. Men det er, hvad der sker, når
man tager solcreme på en halv time for sent...
Shrine of Remembrance
Udsigten fra Shrine of Remembrance
Solnedgangen over en meget lille skyline set fra en hemmelig bakke i P's suburb Alphington
Mig og vores skønne tandemcykel foran søen i Albert Park
Udsigten over søen og Melbourne skyline fra vores frokostspot i Albert Park
Cykelmig foran pit-området og målstregen sekunder før ræset gik i gang.
Caro foran pit-indkørslen - også meget klar til ræs!
SEJR!! Altid en skøn følelse at komme først over stregen - også selvom vi var eneste cykel i ræset.
Armene kom dog hurtigt ned, da sejr blev udskiftet med tabt kæde... (og tilfældeligvis Shrine of Remembrance i
baggrunden).
Det var dejlig afslappende at have Louise på besøg i Melbourne, hvor der også var tid til at slappe af på hendes
hostel og tage yderst smukke, fjollede billeder som dette.
Her er et ret godt blik på, hvad St Kilda Festival er; kæmpe inderoptog, main stage med musik og havet i baggrunden.
Det var relativt små, ukendte kunstnere, der spillede (hvilket nok også hænger sammen med, at festivalen var
gratis), men vi fik da siddet lidt i O'Donnell Gardens og set Tiny Little Houses, hvilket var ganske udmærket.
Og her er scenen i O'Donnell Gardens lidt længere væk fra, og det er altså ok omgivelser at være til lille koncert
blandt palmetræer med karrusellerne i Luna Park fræsende rundt i baggrunden.