WERRIBEE, WILSONS PROM OG WILLIAMSTOWN

Halløj!

Werribee:

18. februar tog Carolin og jeg hendes bil til Melbournes mest kendte zoo - Werribee Open Range Zoo. Melbourne har 3 forskellige zoos; Healesville Sanctuary, som kun har australske dyr, Melbourne Zoo, som er en meget standard zoo med alverdens dyr i bur, og Werribee Open Range Zoo, som primært har afrikanske dyr på meget mere plads. Da vi ankom, tog vi først på safaritur, hvor man tager en gratis safari-bus rundt på 3 savanner; først den tørre, hvor der bl.a. er antiloper, kameler, bøfler og vilde hest. Bagefter kører man igennem vådområdet, hvor der er flodheste, og til sidst kører man igennem hovedattraktionen, den afrikanske savanne, hvor der er zebraer, giraffer, antiloper og næsehorn. Efter safari spiste vi frokost i læ for regnvejret, og bagefter tog vi til gorillafodring og flodhestefodring og ellers bare gik rundt i zoo'en. De har også en australsk del af zoo'en, men den er altså langt fra lige så imponerende som Healesville. Werribee har langt færre dyr, end jeg havde forventet, men det var en virkelig hyggelig zoo at gå rundt i, og jeg var meget betaget af især flodhestene, som var super store og søde!

Wilsons Prom:

Weekenden efter tog Carolin, Lorena, en hollandsk au pair ved navn Amber og jeg til Wilsons Promontory, som er en utrolig smuk national park i den sydlige del af Victoria - faktisk er den det sydligste punkt på det australske fastland. Vi havde igen fået lov at låne Carolins bil, samt hendes families telt og madrasser. Så jeg skulle bare sørge for mit eget tøj og mad, og så en sovepose som jeg heldigvis kunne låne af min familie. Og nu lægger I nok mærke til noget her... "Jamen Cecilie, havde du ikke sagt, at du slet ikke skulle sove i telt i Australien?". Jo, det er ganske rigtigt. Men når nu muligheden opstår, og det er den eneste måde, jeg kan komme til Wilsons Prom på, så må jeg jo slå til. Også selvom det var med en noget nervøs følelse i maven, jeg tog afsted. Men det gik faktisk godt! Da vi ankom, slog vi teltet op som det første, og efter en hurtig frokost tog vi en gratis shuttle bus op til Mt Oberon, som vi ville bestige for at se den smukkeste udsigt, som vi har set mange billeder af. På vej i bussen lagde vi godt mærke til, at der begyndte at komme lidt skyer, og da vi kom ud af bussen begyndte det at dryppe lidt. Men vi fortsatte, og fik os da også noget af en oplevelse, da vi allerede efter 5 min pludselig måtte stoppe, da en slange kom krybende over stien et par meter længere fremme. Jeg har efterfølgende fået at vide af Scott, at det nok var en copperhead slange, som vist ikke er super farlig, men altså det er jo alligevel en australsk slange, så vi tog ingen chancer. Selvom mine tre rejsemakkere synes, det var en lige lovlig stor chance at tage, da jeg gik lidt længere frem for at få et par gode billeder af slangen. Men der skete ikke noget, og da den var smuttet, gik vi pænt videre. Vi nåede dog ikke meget længere op af bjerget, før regnen for alvor tog fat, og det var 4 drivvåde piger, der kom til toppen efter en times vandring. Og som vi godt havde regnet ud på vej op, var der absolut ingen udsigt i vente på toppen. Så vi sad et par minutter og nød tågen, inden det blev for koldt, og vi vendte snuden ned ad igen. Humøret blev dog løftet en smule, da en wombat pænt ventede på os ved busstoppestedet, da vi kom tilbage til campingpladsen. Da vi kom tilbage til bilen, besluttede vi os for at gå ind på en cafe og få en kop varmt at drikke. Men da de lukkede en halv time senere, var vi igen tilbage i den kolde regn. Og hvad gør man så? Man kører en tur rundt i parken bare for at have varmen kørende i bilen, så man kan få varmen og minimalt få tørret sit tøj. Og det var da også en hyggelig tur, hvor vi fik spottet nogle kænguruer. Regnen stoppede undervejs, men ironisk som livet er, startede den igen, lige som vi kom tilbage til vores telt. Så vi brugte den næste halvanden time på at spise aftensmad i bilen, mens Lorena fyrede op for den tyske schlager, og Carolin og jeg tog os et par spil kryds og bolle på de duggede ruder. Da vi blev for trætte af at sidde i bilen, søgte vi endelig ly i teltet og snakkede lidt, inden det var sengetid. Eller det vil sige ideelt set var det tid til at sove, men det blev kun til godt 3-4 timers søvn for mit vedkommende fordelt i løbet af natten, for jeg var vågen en god halvanden times tid fra 1-2.30, fordi der var så meget vind, at vi nær var fløjet væk! Det gjorde vi heldigvis ikke!

Dagen efter gik vi efter morgenmaden en tur langs Tidal River, som løber lige ved siden af campingpladsen og ender ud ved stranden. Da vi kom tilbage, tog vi teltet ned og begav os endnu engang på shuttle bussen til Mt Oberon. Det var mere klart vejr, så der var masser mod på endnu en bjergestigning. Og ganske som dagen før var vi ikke nået særlig langt op ad bjerget, før jeg spottede den første slange. Denne gang den tredje farligste i Australien; Tigerslangen. Som eftersigende faktisk er den eneste slange, der kan finde på at jagte dig for at angribe. Det vidste vi dog heldigvis ikke på dette tidspunkt, så da den stille og roligt var krybet forbi, gik vi videre. Vi blev enige om, at vi nu havde fået nok slanger for den her tur, for faktisk er det normalt temmelig sjældent, at man bare støder på én. Det kunne jeg også mærke på Mollys reaktion, da jeg skrev til hende, efter vi havde set den første dagen før. Men den hurtige hjertebanken blev afløst af ro og beundring, da vi ramte toppen. Vi havde godt lidt tænkt på vejen op, at udsigten nok var bedre end i går for modsat i går, hvor alle vi mødte var stille og kiggede ned i jorden, blev vi i dag mødt af det ene smil og hej efter det andet. Men selvom vi havde en forventning om, at vi var på vej til noget smukt, blev vi stadig overrasket over, hvor smukt det faktisk var. Der var fuldstændig skyklart, og vi kunne se betagende smukt landskab så langt øjet rakte. Og det var nok det smukkeste sted, jeg hidtil har været i Australien - og jeg synes alligevel, jeg efterhånden har været en del smukke steder! Efter en masse billeder begav vi os nedad, og sørme om ikke vi halvvejs støder på ENDNU en tigerslange!! Denne gang med en mus halvvejs nede i halsen (eller hvad det hedder på en slange, der vel i princippet er én stor hals). Det gjorde os en smule mere skræmte, men heldigvis havde vi denne ene gang nogle gutter gående lige bagved os, som var super flinke til at spørge, om de skulle gå forbi først, da vi var bange for at blive angrebet. Dog blev vi enige om, at slangen nok alligevel var for optaget af sit bytte til at gå efter et meget større et af slagsen lige på pågældende tidspunkt.

Da vi kom ned igen, spiste vi frokost, inden vi begyndte at køre hjemad. På vejen stoppede vi ved et par strande, herunder Squeaky Beach, hvor sandet knirker. Det var ret cool!

Men til trods for en temmelig meningsløs bjergbestigning (som dog alligevel bød på vores første slange) havde vi en super fed tur, og jeg er enormt glad for, jeg tog med, selvom det betød camping. Jeg havde faktisk i lang tid sagt, at jeg ikke ville tage til Wilsons Prom, fordi man skal vel spare penge et sted, men nu hvor jeg har været der, vil jeg faktisk sige, at hvis man skal på én af dagsturene omkring Melbourne, vil jeg nok anbefale den her mest! Både fordi det er den smukkeste, som har både bjerge og strande, og så har den et utoligt dyreliv med masser kænguruer, wombats, edderkopper og slanger.

Williamstown:

Det er efterhånden blevet tradition, at Carolin og jeg tager et sted hen hver weekend (både fordi vi har en lang liste af ting, vi gerne vil sammen og samtidig ikke lang tid tilbage, men også fordi hun er min tætteste ven, jeg har tilbage, efter P er smuttet). Så i lørdags gik turen til Williamstown, en suburb som ligger i den vestlige del af Melbourne. Det er en historisk bydel med gamle kanoner stående, men som også er super smuk, fordi den ligger ned til en virkelig smuk strand. Og så er det hjemby for Mollys kæreste Will (Ja, William fra Williamstown - det er godt lavet!). Efter en del bøvl med offentlig transport (først en spærret motorvej, som jeg skulle igennem og bagefter et tog, der blev 20 min forsinket pga. en voldelig passager) nåede vi frem til Williamstown, hvor vi gik direkte på stranden. Her spiste vi vores medbragte sushi, slikkede lidt sol og blev skidt på af en måge (Caro), før vi gik op og købte en vildt god is, inden vi gik til den anden ende af Williamstown, hvor vi skulle med færgen fra. Det var også lidt af en sær oplevelse, da færgen først var 45 min forsinket, og da den så endelig kom, skulle de liiiiiiiiiige ordne noget, og så kom der en mand og spurgte, om vores båd kunne samle en lille drengs flamingoflyver op på vejen, for den havde han desværre skudt i vandet. Men niksen biksen, i stedet for at sejle ud til den, smed skipper tøjet og svømmede ud og hentede den. Det var selvfølgelig super pænt af ham, og det gjorde også drengen vildt glad, men det hjalp ikke os hurtigere afsted. Men da svømmeshowet var overstået kunne vi endelig lægge fra og begive os afsted. Eller det troede vi i hvert fald. For lige som vi har lagt fra og er 2 meter fra kanten, kommer en mand løbende med en billet i hånden. Så måtte vi jo lægge til igen og få manden og hans kone ombord. Men de var også de sidste passagerer, så da de var ombord, kunne vi sejle hele vejen til South Bank.

Men Williamstown er et lækkert sted, også selvom transporten kan drille lidt. Stranden var den bedste bystrand, jeg har været på her i Melbourne, og isen var også den absolut bedste! Vi snakkede flere gange i løbet af dagen om, at det ikke ville være så skidt endda at have et sommerhus i Williamstown.

- Cecilie

Kameler foran en af safaribusserne.

Et næsehorn kom og hilste på...

Det gjorde girafferne også...

Zebraerne var mere sky...

Men flodhestene var søde!

Copperhead-slangen

Regnvåde mig og min nye (vilde!) wombat-ven

Når man kigger på det her billede, giver det god mening, hvorfor vi ikke kunne se noget fra Mt Oberon (i baggrunden)

Bilen var et ok sted at søge ly!

Mens vi havde det tørt, havde teltet det temmelig vådt!

Ventetiden gik med at spille kryds og bolle, selvom vi ikke var særlig gode til det

Tidal River

En dejlig morgengåtur ned til der, hvor floden løber ud i havet

Stranden ved campingpladsen

Udsigten fra halvvejs oppe af Mt Oberon - på 2. dagen

"Min" tigerslange

Noget forskellig udsigt, selvom billederne kun er taget med 18 timers forskel (Amber havde det skidt på 2. dagen, så hun sparede sig selv en hike)

Man forstår nu, hvorfor vi var skuffede over udsigten den første dag. Men også hvorfor vi tog turen igen dagen efter, selvom det var med godt ømme ben!