top of page

FORLÆNGET WEEKEND I SYDNEY

  • ceciliekiehl
  • 21. nov. 2016
  • 5 min læsning

G'day!

Sidste weekend skete det endelig! Efter 3,5 måneder var der reunion med min partner in crime, Louise, og hvor var det tiltrængt! Selvom vi snakker i telefon på stort set daglig basis, er det bare noget andet at ses i virkeligheden. Så det var et noget tårevædet møde ved ankomsten i Sydney lufthavn fredag aften.

Jeg havde pakket min kuffert fredag morgen inden arbejde, så da jeg fik fri om eftermiddagen, var det direkte med en über og af sted mod lufthavnen. Min über-chauffør var fra Slovenien, så vi kunne rigtig bonde over, hvor skørt det er, at lastbiler gerne må køre 100 km/t her, og hvor stramme visumreglerne er i Australien, mens vi hørte lidt for techno musik. Men altså udover prisen var det en udmærket tur, som fik mig frem til lufthavnen i god tid, så jeg kan ikke beklage mig for meget. Og fordi det jo netop er Australien, ville jeg være på den sikre side, så jeg havde pakket alle mine visumpapirer osv. ned klar til at vise. Men Australien er sgu et mærkeligt land. For når man rejser ind i Australien fra udlandet, så skal man udfylde declarations om alt fra våben til beskidte sko og mel, og derudover bliver man tjekket adskillige gange af security og politifolk. Og når man så rejser domestic, så får man ikke engang tjekket sit pas! Så alle mine fancy, officielle papirer forblev gemt i kufferten hele vejen. Men tilbage til den tårevædede modtagelse i lufthavnen. Efter et par lange kram kørte vi nordpå til Louises hostfamily i Dee Why, hvor vi fik en hurtig omgang thai-mad på stranden, inden den stod på en lang snak og sengetid.

Lørdag var turist-i-Sydney-dag. Vi tog bussen ind til byen, hvor vi som det første rendte ind i The Rocks Market. Det var ganske hyggeligt at være på marked med Harbour Bridge i baggrunden. Efter markedet gik vi videre rundt i havnen mod operahuset. Undervejs gjorde vi stop ved Copenhagen Icecream, som ligger ved Circular Quay. Og hvis jeg skal være ærlig, er der intet dansk over de is, og jeg vil langt hellere have is fra New Zealand Natural, som er en anden iskæde hernede. Men altså, det skulle jo prøves :-) Da vi kom til operahuset, gik vi en runde rundt om det, for først og fremmest at komme om bagved, hvor der er en trappe ned i vandet, hvor der er en sæl, der holder til. Jeg har døbt ham Steve. Efter at være gået om på den rigtige side af operahuset igen og have taget et par obligatoriske turistbilleder, begav vi os mod botanisk have. Efter botanisk have gik vi lidt rundt i byen, hvor jeg fik set Town Hall og Queen Victoria Building. Vi endte i Chinatown, hvor vi stødte på et ældre dansk ægtepar, der ikke kunne dy sig for at svare mig på dansk, selvom jeg snakkede til Louise. Det var ganske underholdende, og første gang jeg har snakket med andre danskere, siden jeg kom til Australien. Efter Chinatown tog vi bussen hjem for at gøre og klar til at tage i byen. Da vi tog tilbage til Sydney et par timer senere, fik vi en dejlig aftensmad ved Circular Quay med Harbour Bridge og fyrværkeri over operahuset i baggrunden, inden vi mødtes med Louises veninde Lysanne. Sammen tog vi bussen til Newtown, hvor vi skulle til koncert med With Confidence på University of Sydney. Det var en noget speciel oplevelse, da de fleste andre var hard-core fans i alt deres punk-rock udstyr, og altså jeg havde en mønstret nederdel på, mens Louises var pink. Og når jeg siger hard-core punk-rock fans, så mener jeg virkelig punk-rock med moshing og hele molevitten, så vi alle tre på et tidspunkt stod trykket op ad en væg, mens der lå en fyr på gulvet nede mellem mine fødder. Da koncerten startede, stod vi forholdsvis langt fremme, men da den sluttede stod vi nede bagi - af sikkerhedsmæssige årsager! Men til trods for, at vi hverken passede ind på udseende eller opførsel, var det en ret god koncert. Efter koncerten tog vi bussen tilbage til Central, hvor vi tog på Sidebar, som er en bar, hvor der kommer mange backpackere.

Søndag tog vi til Bondi Beach, hvor vi lå lidt og kiggede efter hajer. Men der var ikke nogen, hvilket nok var meget heldigt for de mange surfere ;-) Efter Bondi tog vi til Chippendale, hvor der ligger en dessertbar, som var den eneste ting, jeg bare skulle se i Sydney (udover turisttingene selvfølgelig). KOI Dessertbar, som den hedder, er ejet af en fyr, der hedder Reynold, som har været med i Masterchef Australia, som laver de vildeste desserter og kager. Så dem var vi nødt til at prøve et par stykker af. Når nu vi er her... Efter KOI tog vi færgen til Luna Park, hvor vi gik en tur, inden vi tog færgen tilbage. Og efter aftensmaden tog vi igen færgen - denne gang til Manly, og derfra bussen hjem. En af de cool ting ved Sydney er, at om søndagen koster det kun 2 dollars at rejse med offentlig transport hele dagen, så derfor havde vi gemt den lange tur til Bondi og alle færgeturene til søndag.

Mandag var min sidste dag i Sydney, og Louise skulle arbejde igen. Så jeg sov længe, mens hun arbejdede om morgenen, og da hun så fik fri, da børnene var taget i skole, tog vi bussen til Manly, hvor vi gik en tur langs den berømte Manly Beach. Manly Beach kan efter min mening sagtens måle sig med Bondi. Bondi har sin egen charme, fordi den er så berømt og velbesøgt, men Manly er virkelig også en god strand! Efter en lækker café-frokost gik vi en tur ned ad strøget, hvor vi endte med at finde en svensk café. De havde både kanelsnegle og rugbrød, men vi havde desværre lige spist, så det eneste, der var plads til, var en pose bland selv slik. Men for folk, der kender Louise og mig, så ved I, at der ikke findes noget, der kan afslutte en dag bedre end en pose bland selv slik. Og med en (næsten) hel pose bland selv slik i tasken, sagde jeg farvel til Louise og vendte igen snuden mod syd.

Det blev en længere roman, men alt i alt havde jeg en rigtig god weekend i Sydney. Det er en fed by, og det var endnu federe at besøge den sammen med min lokale guide.

- Cecilie

Endelig reunited!

Mig foran Harbour Bridge

Mig foran operahuset

Copenhagen Ice Cream ved Circular Quay

Det obligatoriske billede på trapperne foran operahuset

Town Hall

Så var vi klar til at indtage Sydneys natteliv

Bondi Beach

Søndag var der ultra fancy desserter til frokost; Guava Raspberry, Nomtella og Mango Yuzu

Operahuset var godkendt!

Mig foran den berømte skræmmende indgang til Luna Park

Luna Park

Manly Beach

Manly fra Shelly Beach

Der var temmelig eksotisk dyreliv i Sydney

BLAND SELV SLIK!! (Med masser lakrids!)

Min nye rejsemakker i toget til lufthavnen i Sydney


 
 
 

コメント


RECENT POSTS:
bottom of page