DAGSTUR TIL PHILLIP ISLAND

Hej alle!

Jeg har haft en meget travl arbejdsuge på 41 timer fordelt på 4 dage den sidste uge, så jeg har derfor ikke haft tid til at opdatere jer om mine oplevelser fra sidste weekend. Så det kommer her:

Sidste lørdag tog jeg på dagstur til Phillip Island med 14 andre au pairs. Turen var arrangeret af Smart Au Pairs i samarbejde med Backpackers World Travel og Wild Life Tours. Dagen startede med, at vi blev hentet af en minibus ved St. Paul's Cathedral kl. 10. Herfra kørte chauffør Simon os til første stop; Maru Animal Park. Her fik vi frokost, og efterfølgende fik vi adgang til selve parken. Det er en lille dyrepark, som rummer stort set samtlige dyr, man forbinder med Australien. Der var koalaer, kænguruer, wombats, wallabies, slanger, edderkopper, dingoer, emuer osv. Der var også påfugle og lamaer. Ved indgangen fik vi mulighed for at købe kængurufoder - 2 dollars for en bøtte. Og selvom det egentlig hed kængurufoder, fik vi at vide, at vi gerne måtte fodre alle dyrene med det, hvis de ville have det. Så sådan en købte jeg, og så gik det ellers løs. Det første sted vi kom hen, var ind i en indhegning, hvor der var et par kænguruer, der gik rundt på jorden, og der sad koalaer og sov i træerne (koalaer sover mere end 20 timer i døgnet, så selvom de er ekstremt søde at kigge på, er de ikke videre underholdende). Vi gik derfor hurtigt ud af indhegningen og videre forbi de næste indhegninger, hvor man dog ikke kunne komme ind, for her befandt dingoerne og emuerne sig. Dingoerne var lidt kedelige, for de ligner bare hunde, men hold fast hvor er emuer uhyggelige. De ser monster sure ud, og hvis man kigger dem i øjnene, sætter man hurtigt pris på, at de er hegnet inde, for de kigger på dig, som om de ville løbe efter dig og hakke dig ned, hvis de fik chancen!

Efter at have kigget på emuerne lidt (og forsøgt at fodre dem med vores kængurufoder - jeg kiggede pænt på af frygt for at få hakket min hånd af) gik vi videre til den store indhegning i parken. Hovedattraktionen. Det sted, hvor kænguruerne og lamaerne går frit omkring. Forestil jer en indhegning i stil med dem vi har med geder hjemme i Danmark bare lidt større og med mere eksotiske dyr. Herinde lå kænguruerne og slængede sig på bakkerne i middagssolen, mens de ventede på, vi ville gå hen til dem og fodre dem. Den første kænguru, jeg forsøgte at fodre, var en unge, som bare lå og så meget syg ud, og den ville ikke have maden, om jeg så hældte det ned i munden på den. Herefter forsøgte jeg at fodre lamaerne, men som billederne nedenfor viser, var de heller ikke videre begejstret for min mad.

Men efter den mindre succesfulde start gik vi videre til en større flok kænguruer bestående af både voksne og mindre kænguruer, og de var vilde med min mad! Heldigvis :-) Man fodrer kænguruer ved at tage en håndfuld kængurufoder i hånden (kængurufoder er en blanding af forskellige korn og kerner), og så lægger kænguruen nærmest hovedet ned i din hånd og slubrer fodret i sig. Herefter holder de en pause og "tygger af", inden de igen lægger hovedet i din hånd. Hvis du er heldig, lægger de poten på din hånd imens for at vise dig, at du ikke skal gå nogle steder, mens de spiser. Inden vi stod af bussen havde Simon advaret os om at prøve at tvinge dem til at stå op i fuld højde ved at holde maden for højt. Dette kan potentielt være farligt, da kænguruer har lange kløer. Men hvis jeg skal være ærlig, var det ikke noget, jeg var særlig bekymret for, da jeg først var der. For selvom man sagtens kan se kænguruernes lange kløer, så føles deres poter bare ligesom en hunds, når de lægger poten på dig. Og det er altså ikke særlig skræmmende. Så selvom kænguruerne med deres lange kløer og kraftige bagben godt kan se lidt uhyggelige ud, så er det svært at være bange for et dyr, der glad spiser af din hånd, selvom det stadig har en unge hængende halvt ud af pungen, og som gerne lader dig ae dens enormt bløde pels, mens den blot spiser videre. Men man skal selvfølgelig altid passe på, for disse dyr er ikke tamme.

Efter Maru gik turen videre mod Phillip Island, hvor første stop var et hurtigt "shoppe-stop" på en chokoladefabrik. Her fik alle gratis smagsprøver på små chokoladedråber, der smagte som kinder-chokolade. Jeg endte med at købe en lille chokoladebar, for hvor tit kommer man lige forbi en ægte chokoladefabrik?! Men da jeg satte tænderne i den nogle dage senere, viste den sig at være lidt af et fejlkøb. Men hvad pokker... Det var jo chokolade, så ned kom den da :-)

Efter chokoladefabrikken havde vi et hurtigt stop ved en populær surferstrand og efterfølgende ved et sted kaldet "Swan Lake", hvor vi så sorte svaner og vilde wallabies. Herefter kørte vi videre mod næstsidste stop på turen; Nobbies. Nobbies er kendt for at have et aktivitetscenter, hvor man se pingvinerne (jeg er stadig ikke helt klar over, om det er de ægte pingviner eller en simulation af pingvinerne fra Penguin Parade) og få en bid at spise i et rum med et fantastisk panoramaudsigt. Selve udsigten er grunden til, folk kommer her. Nobbies ligger på toppen af en klippe helt ud til havet. Her svømmer somme tider hvaler forbi, og lige ud for Nobbies ligger en kæmpe klippe/sten, som har navnet Seal Rock. Dette navn kommer af, at stenen er et meget populært sted for sæler. Det eneste problem er dog bare, at sælerne synes kun at kunne lide den del af stenen, der vender ud mod havet. Ergo sker det meget sjældent, at man rent faktisk får en sæl at se, når man står inde på land. Og det var også tilfældet sidste lørdag, hvor vi altså hverken fik set hvaler eller sæler ved Nobbies. Men jeg fik til gengæld købt en god stor chokolademuffin, så det var ikke helt spildt.

Efter Nobbies kørte vi mod dagens hovedmål, og det eneste jeg faktisk var klar over, vi skulle se; the Penguin Parade. Her ankommer man til et center, hvor man køber en billet til "forestillingen". Alle pengene fra billetten går til at hjælpe de små pingviner (til at bygge kasser til at passe på redderne, tage sig af syge pingviner osv.). Herefter er der mulighed for at købe en bid mad eller en souvenir, inden dørene bliver lukket op, og alle folk skynder sig ned mod tribunerne på stranden for at få de bedste pladser. Her sidder man så i kulden og venter på, at skyerne lukker sig på himlen, og det begynder at blive mørkt. Når det bliver mørkt (omkring kl. 18), udløber muligheden for at fotografere. For nu kommer pingvinerne. Ca. 20 minutter efter mørkets frembrud begynder pingvingerne at titte op af vandet og vralte op på stranden og videre op forbi tribunerne og tilbage mod græssletterne til deres redder. Antallet af pingviner afhænger af sæsonen. Dagen før, vi var der, var der 290 pingviner, men jeg er overbevist om, at vi ikke så mere end 30. Men det er svært at sige, for denne art pingviner er dværgpingviner, hvilket er verdens mindste pingvinart, som bliver ca. 32 cm. høje. Og når så små pingviner kommer op af havet nogle få ad gangen, spredt ud over en hel strand i mørke er det svært at holde styr på, præcis hvor mange man har set. Jeg må dog også ærligt indrømme, at jeg var mere fokuseret på at holde øje med enkelte pingviner end på det samlede antal. For når pingvinerne er så små, sker der det, at måger pludselig synes meget store. Det skete derfor flere gange, at mågerne "rottede sig sammen" på stranden og dannede en mur, så pingvinerne ikke kunne komme forbi dem, og mågerne jagtede dem herefter tilbage i vandet, hvilket jeg synes var meget synd.

Men til trods for, at vi ikke så mange pingviner, var det alligevel en ret cool oplevelse. For først og fremmest har jeg aldrig set vilde pingviner før, og jeg vidste faktisk slet ikke, at der fandtes pingviner steder, hvor der ikke er sne. Men det gør der altså. En anden ting, der gjorde oplevelsen ret sej, var, at man på vejen tilbage til centret gik side om side med pingvinerne. Eller det vil sige, at menneskerne gik på gangbroer, mens pingvinerne gik rundt under og ved siden af gangbroerne. Og der er virkelig noget helt særligt ved at gå rundt på svagt oplyste gangbroer med små pingviner vraltende ved siden af, mens man kan høre alle de andre pingviner, der allerede er tilbage i (eller slet ikke har været ude af) deres redder, som kalder på dem, der er på vej tilbage. Det gik op for mig her, at jeg aldrig rigtig har tænkt over, hvilke lyde pingviner laver, men jeg blev alligevel overrasket over, hvordan det lød.

Så selvom vi ikke så særlig mange pingviner, var det alligevel oplevelsen og pengene værd. Og jeg er stadig, her en uge efter, oppe at køre over, hvor fed en oplevelse det var at fodre kænguruer! Det var det klare højdepunkt på turen for mig, og noget jeg ikke har gjort for sidste gang på denne rejse!

Det var en lang beskrivelse af min dagsudflugt, men I skal selvfølgelig ikke snydes for også at få et par billeder fra turen.

Hav det godt så længe!

- Cecilie

Simon kørte os rundt i denne smukke sag hele dagen.

Koalaer er monster søde, og de andre au pairs og jeg snakkede på turen om, at det er sjovt, hvor meget de ligner

de bamser, vi alle har haft som små. De er så fine, at de ser helt uægte ud.

De ondskabsfulde emuer.

Jeg prøvede at fodre lamaerne, men det var lidt ligesom om, de ikke rigtig gad hverken mig eller mit foder....

Heller ikke påfuglen var meget for at smage på mine lækre sager....

Men heldigvis fandt jeg til sidst nogen, der bed på krogen!

Og nogen var så glade for min mad, at de ville sikre sig, at jeg ikke smuttede fra dem, før de var færdige

(tjek forresten lige de kløer!!)

Godt nok er det vilde dyr, men en var alligevel trænet nok til at posere for mit kamera.

Kænguruen, man lige kan se bagdelen af, hopper kort tid efter ned i pungen på den bagerste kænguru. Tænk at

så stor en kænguru kan være inde i en anden kænguru...

Kænguruen fra før er nu inde i kænguruen bagerst... Og kænguruen ændrer på ingen måde adfærd, selvom den

har en anden kænguru inde i sig... Imponerende!

Dobbelt-fodring er sejeste!

Mit ansigtsudtryk hele tiden, mens vi var i parken... Jeg havde det som et lille barn, der var blevet sluppet løs i en

slikbutik.

Kænguruen er 100 % mit nye yndlingsdyr - de er så rolige, tålmodige og bløde!

Og der var også albinokænguruer. Det er vist noget med, at der er 1/10.000 chance for, at en kænguru bliver albino.

Den lille baby albinokænguru, hvis mor var død, så den blev opfostret af dyrepasserne, som giver den sutteflaske

og opbevarer den i en stof-pung.

Surferstranden, hvor der var temmelig gode bølger selv på en dårlig dag.

Gås med gæslinger inde i vejkanten. Disse gæs er meget berømte på Phillip Island, hvor man næsten altid ser

dem i par, fordi de danner par for livet.

På plads ved Penguin Parade før fotografiforbuddet bliver gældende og showet går i gang. Som I måske kan ane

på påklædningen var det en hundekold fornøjelse, men jeg havde heldigvis lånt en vinterjakke af Monique.

Grundet fotografiforbuddet har jeg desværre ikke billeder fra selve paraden, men i denne video kan I se, hvordan

det foregår: https://www.youtube.com/watch?v=WFkWfsUHtJw

Det her fantastiske skilt hang rundt omkring på parkeringspladsen ved the Penguin Parade.