PÅ TOPPEN AF MELBOURNE
- ceciliekiehl
- 29. sep. 2016
- 4 min læsning
Hej alle!
Endnu en uge er gået. I sidste uge og denne uge er der skoleferie, hvilket betyder, at alle fire børn er hjemme. På den ene side betyder det flere at lege med, hvilket gør mit job en del nemmere. Men det betyder også mere drilleri, mere larm og mere opvask, hvilket ikke gør mit job nemmere. Men når det er sagt, så betyder de her uger, at vi får mere tid til at lave ting sammen allesammen, som f.eks. at tage i parken, spille fodbold og spille brætspil, hvilket er en skøn måde at lære hinanden endnu bedre at kende på.
Eureka Skydeck:
I lørdags var jeg sammen med 6 andre au pairs en tur i Eureka Skydeck. Eureka Skydeck er som den højeste bygning i Melbourne et ikon for byen. Eureka er 297m høj med 88 etager, hvoraf de øverste 10 er forgyldt med 24 karat guld. Planen var oprindeligt at se solnedgangen fra toppen, men med det skønne, uforudsigelse Melbournevejr blev det i stedet en overskyet fornøjelse, hvor vi på intet tidspunkt så solen. Alligevel var det en enormt smuk oplevelse, hvor det virkelig blev tydeligt for mig, hvor stor en by Melbourne egentlig er, og hvor betagende den er med både gamle bygninger, moderne skyline, parker samt strande og bjerge i hver sin ende. Selvom vi ikke så selve solnedgangen, var det alligevel et godt tidspunkt at tage derop på, for vi fik alligevel set Melbourne både i dagslys og i mørke. Og Melbourne by night er klart at anbefale - det er flottest at se i virkeligheden, men sværest at tage billeder af pga. genskær.
Total optur:
Noget, jeg har haft total optur over på det sidste, er, at børnene (af eget initiativ) har lært at spille UNO! De er allerede begyndt at lægge planer for et spil med hele familien til sommer, og de har flere gange fortalt mig, at det er deres yndlingsspil (selvom de dog stadig ikke er helt lige så store fans som mig, men det er også svært). Så gør det knap så meget, at UNO-spil i Australien kun koster det halve af, hvad jeg gav hjemmefra....
Underlige ting ved Australien:
Det første, jeg er blevet kæmpe fan af, er deres fodgængerovergange; for det første har de, hvad der vil svare til gult lys, idet den blinker rød, inden den bliver helt rød. Det gør, at man har længere tid til at komme over, eller man kan i hvert fald tydeligt se, om man godt kan gå, eller om den snart bliver helt rød. Men det, jeg holder aller mest af, er, at de siger en høj lyd, når de skifter fra rød til grøn, så når man (som jeg alt for ofte gør!) står i sin egen lille verden, så misser man ikke at gå over for grønt, for man bliver lige "vækket" af den høje lyd.
En anden underlig ting, jeg har fundet ud af ved Australien, er, at de har ikke ugenumre. Man måler simpelthen ikke ugerne og sætter numre på. Jeg fandt ud af dette, fordi jeg hver uge noterer, hvilke timer jeg har arbejdet hver dag, og så sender jeg dem til Monique, når ugen er gået. Jeg noterer dem på min telefon, og jeg har hele tiden bare skrevet dem ned som "uge 38: mandag .... osv.". Men i søndags kom Monqiue og spurgte mig, om jeg ikke kunne skrive ned til hver uge, hvilken dag ugen starter og slutter, for hun forstod simpelthen ikke, hvad det der "uge 38" betyder... Så vi lærte begge noget søndag, og Monique har nu en "danskerkolonne" i sin kalender, hvor ugenummeret står ;-)
Sidste lille fact for jer om underlige ting i Australien for denne omgang kommer her: I Australien hedder ketchup ikke ketchup - det hedder tomato sauce...
Det var alt for denne gang, nyd lidt udsigtsbilleder fra toppen til vi ses igen.
- Cecilie

Melbourne centrum fra toppen af Eureka Skydeck - i bunden af billedet kan man se mini Flinders Street Station
og Federation Square

Melbourne i en anden retning - her kan man virkelig få en fornemmelse af, hvor stor byen er. Derudover er det
også et særligt Melbourne-billede med Yarra River i bunden, Melbourne Cricket Ground i midten og bjergene i
baggrunden.

Men som enhver anden australsk storby (pånær Canberra) er Melbourne også en strandby med kilometervis af
lækre strande, som jeg stadig ser frem til at besøge (når vejret bliver lidt bedre)

Mig foran den del af Melbourne jeg selv bor i (North Balwyn ligger et sted i det grønne i baggrunden)

Og jeg så skulle jeg selvfølgelig også have et billede i den anden retning :-)

Alle lysende blev tændt, da mørket faldt på, og så blev alt det gode bare endnu bedre....

88. etage er alligevel rimelig højt oppe...

Melbourne by night

Når vi står 7 piger på en bro og skiftes til at tage billeder af hinanden, er det temmelig sandsynligt, at nogen
kommer til at sige noget sjovt, og så får man sådanne billeder til gemmebogen...

Noget jeg helt har glemt at kommentere på...Det kan godt være, der er papegøjer i træerne i skolegården, og at
vejret her er lidt varmere end i Danmark, men noget af det, der har imponeret mig mest ved naturen her, er, at
træerne på min vej ligner brocolli!!
コメント