FOOTY FINALS WEEK

Hej!

I sidste uge var den sidste af to ugers skoleferie her i Melbourne, og hvilken uge det var. For udover at være skoleferie var det Footy Finals Week, som er betegnelsen for den uge, hvor AFL Grand Final spilles om lørdagen. (AFL Grand Final svarer til Super Bowl - og i Melbourne er den mindst lige så stor, som Super Bowl er i USA!). Familien meddelte mig søndag inden Footy Finals Week, at de ville sørge for, at jeg fik den ultimative 'Melbourne-experience' - og det skal jeg love jer for, jeg fik!

Lige et par nødvendige baggrundsinformationer:

For at forstå, hvorfor AFL/footy er så stort i netop Melbourne (jeg mener det seriøst, footy er større og vigtigere end religion - de går mere op i footy, end jeg har oplevet nogen gå op i noget sport før, og det siger ikke så lidt), og hvorfor netop denne Grand Final var så speciel, kræver det lige et par baggrundsinformationer:

1. Footy er en sport, som stammer fra Melbourne. Det var faktisk først i 1980'erne, at man udvidede turneringen til at omfatte alle stater i Australien, hvor det tidligere blot var Victorian Football League. At footy oprindeligt er fra Melbourne kan stadig ses ved, at 10 ud af de 18 hold i turnering er hold fra Melbourne. Stort set alle mennesker i Melbourne har et footyhold, de holder med, og i Melbourne vil det være yderst kritisk, hvis der ikke er et Melbourne-hold med i Grand Final.

2. Top 4 efter alle kampe i turneringen har en 'ekstra chance' i slutspillet, hvilket betyder, at hvis de taber første slutspilskamp, får de mulighed for at spille en kamp til, og hvis de så vinder den, går de alligevel videre i slutspillet. Men hvis de taber den, er de så ude.

3. Finalen i år var mellem Sydney Swans og Western Bulldogs; Western Bulldogs er et af de små hold i Melbourne, som kun én gang før har vundet turneringen - og det var for 62 år siden, da turneringen stadig var VFL. Bulldogs sluttede som nummer 7, og de gik derfor videre til slutspillet, men ikke som et af topholdene, som Swans gjorde. I slutspillet var Bulldogs altså tvunget til at vinde alle kampe - og det gjorde de. Heriblandt slog de min hostfamilys hold (som nu også er blevet mit hold), Hawthorn, ud, og det er en stor præstation, i og med Hawthorn har vundet de 3 sidste premierships. Bulldogs var pga. deres historik og sæson altså den klare underdog i finalen, men fordi de er et Melbourne-hold, og de fordi de ikke har vundet så længe, var de det hold absolut flest mennesker heppede på.

4. Sidste år blev fredag i Footy Finals Week, dvs. dagen FØR finalen, gjort til public holiday i Victoria. Alle mennesker i Victoria har altså fri dagen før finalen, udelukkende for at de kan gøre sig klar til næste dags finale, hvilket igen bare giver et billede af, hvor vigtigt footy er for Melbourneianere!

Brownlow Awards:

Første Footy Finals Week-oplevelse kom allerede mandag, da der var Brownlow Awards. Brownlow Awards har samme vigtighed i Australien (eller i hvert fald Melbourne) som Oscars har i USA. Det er et awardshow, som varer 3-4 timer. Under ceremonien er der et par awards, der bliver uddelt, men hele showet drejer som om én ting; at finde årets vinder af the Brownlow Medal. Medaljen går til den bedste og mest fair spiller gennem sæsonen, og det er den største pris, en footy-spiller kan vinde. I hver kamp hele sæsonen stemmer de tre dommere i kampen på de tre spillere på tværs af holdene, der har været bedst og mest fair. De får henholdsvis 1, 2 og 3 point. Og det er også derfor selve ceremonien tager så lang tid, for de læser højt, hvem der har fået de tre stemmer fra hver kamp, hver spillerunde hele sæsonen. Og idet det er en pris, der handler om at være fair, kan man ikke vinde medaljen, hvis man på noget tidspunkt i sæsonen har været suspenderet.

Jeg så showet sammen med Scott og Molly (og til dels Monique), og selvom jeg lavede andre ting imens, var det rigtig interessant at se. En fyr ved navn Patrick Dangerfield, som spiller for Geelong Cats (et andet Melbourne-hold, som især Scott hader mere end noget andet i verden), var storfavorit til at vinde. Og det gjorde han. Overbevisende. Faktisk var det den mest overbevisende sejr i historien. Han fik 35 stemmer, mens nummer 2 fik 26.

Footy Parade:

Fredag tog jeg ind til byen sammen med Carolin for at få ugens anden Melbourne-footy-oplevelse; the Footy Parade. Paraden går gennem et par gader i Melbourne, fra Spring Street, og ned til MCG, og den går primært ud på, at begge finaleholdenes spillere kan blive hyldet af befolkningen. Så det skulle vi da med til!

Dagen startede godt med, at vi som det første efter at været kommet af bussen fik stukket en gratis icedcoffee i hånden. Og det var rart, for selvom vejrudsigten sagde overskyet og mulighed for regn, skulle det vise sig at være en ægte Melbourne-modsat-dag, så jeg endte med at stå i bagende solskin med min regnjakke på, omringet af australiere i t-shirt og solbriller. Det er efterhånden gået op for mig, at man kan bedømme længden, folk har boet i Melbourne, på deres evne til at klæde sig på til vejret. Man kan prøve at klæde sig på efter vejrudsigten eller efter nuværende vejr, men kun en sand Melbourneianer vil være i stand til at klæde sig på til det vejr, der rent faktisk kommer i løbet af dagen. Et stadie jeg ikke har nået endnu, så derfor har jeg taget en beslutning; fra nu af tager jeg altid regnjakke og solbriller med uanset vejrudsigten. (Også lag-på-lag er et smart outfit i Melbourne, så kan man altid skrælle lagene af, som dagen skrider frem). Men selvom jeg kogte lidt under min regnjakke, var paraden en fed oplevelse. Der var overraskende stille, da Swans-spillerne kom kørende forbi til at starte med, og jeg kom til at frygte, at det ville blive en lidt sløj oplevelse, hvor man virkelig skulle kende spillerne for at finde det interessant (hvilket jeg overhovedet ikke gjorde!). Men da Bulldogs så kom kørende efterfølgende, kom der gang i festen, og der blev råbt og sunget og klappet og vinket. Det var rigtig sjovt. Og selvom vi kom et kvarterstid efter dagens første begivenhed i paraden gik i gang (noget opvarmning før pressemødet før den egentlige parade), formåede vi alligevel at få plads i femte række lige ud for der, hvor det hele startede. Og det er faktisk en præstation, jeg er ret stolt af, for hvad er oddsene lige for at få så gode pladser, selvom man kommer et kvarter for sent, når der er 180.000 mennesker mødt op for at se paraden?! Men altså vi var glade for pladserne, som gav os rig mulighed for at se alting i god tid, hvilket kun gjorde det hele bedre!

Finalen på storskærm på Federation Square:

På finaledagen havde jeg besluttet, at jeg ville have den ultimative afslutning på Footy Finals Week. Og da jeg ikke havde billetter til selve kampen, måtte jeg tage det næstbedste; at se finalen på storskærm blandt hundredevis af passionerede footy-fans på Federation Square. Og det var cool, skal jeg sige jer! Jeg fik en siddeplads temmelig langt tilbage i mængden, men stadig med god udsigt til storskærmen. Men jeg blev hurtigt meget glad for min plads, da jeg fandt ud af, at det ældre par, der sad skråt foran mig, var meget passionerede footy-fans, hvor især kvinden ikke var bange for at råbe op af begejstring eller utilfredshed - også selvom hun ikke engang holdt med nogle af de to finale-hold. Hun holdt med et af de to Perth-hold, Fremantle!

Selve kampen var utrolig tæt, så der var overraskende stille på pladsen faktisk helt frem til sidste quarter. Men da skal jeg da også love for der kom gang i den, for her kom Bulldogs endeligt tilstrækkeligt foran, og så kørte de ellers sejren hjem til en slutscore på 67-89. Og så brød jublen ud! For selvom der nok kun var 20-30 egentlige Bulldogsfans på pladsen, er Bulldogs nok det hold, de fleste kan blive enige om at holde med, hvis ikke deres eget hold er i finalen. Så der blev klappet og hujet - og fældet tårer da træneren gav sin medalje videre til anføreren, der blev slemt skadet tidligere i turneringen og derfor ikke kunne spille finalen og selv få en medalje.

Efter finalen mødtes jeg med Patricia, og vi tog på italiensk restaurant for at fejre resultatet og den forlængede weekend.

Footy-sæsonen sluttede altså med, at Bulldogs skrev historie med første sejr i 62 år, hvilket var en fantastisk afslutning på min mest Melbourne uge til dato! En fantastisk oplevelse, som kun har gjort mig mere taknemmelig for, at jeg valgte at tage herned på denne tid af året.

Her til sidst vil jeg lige nævne, at sommeren er på vej. Jeg havde i torsdags min første dag i shorts, siden jeg kom for 2 måneder siden, og det var så skønt! Så med det in mente må I hygge jer hjemme i det lækre, danske efterårsvejr. Jeg savner det ikke (jo måske de lune, friskbagte boller foran en pejs, mens det står ned udenfor, men ellers ikke) :-)

- Cecilie

Vi var ikke de eneste, der var mødt op for at se paraden - de fleste andre var dog lidt bedre forberedt. Både hvad

angår solbriller, men i særdeleshed også hvad angår tørklæder, flag, balloner, ansigtsmaling osv.

Vi havde altså en temmelig god udsigt til der, hvor det hele startede. Her er alle bilerne med spillerne linet op i

den ene side til at køre paraden, mens de forskellige orkestre står linet op i den anden side

Og paraden indeholdt da også lidt for enhver - lige fra cyklende politi til repræsentanter fra hvert hold i

oppustelige kostumer og på stylter. That's Strayan!

Og så var Brownlow Medalje-vinder Patrick Dangerfield selvfølgelig lige den første til at køre i paraden...

Og endelig kom Bulldogsspillerne - med balloner og børn bag på hver bil. Helt glamourøst og royalt så det ud,

da de sad der og tronede bagpå, mens de vinkede til pøblen...

Eller det var i hvert fald lige indtil, man spottede, de bare sad på fastmonterede havestole... :-)

Vi fik da også lige set pokalen...

Men den var nu ikke så imponerende sammenlignet med Hawthorns pokalskab, som jeg fandt til Footy

Festival, som blev holdt uden for MCG efter paraden. ( og ja, det er min dejlige, røde regnjakke, der ligger

smidt bagved. Jeg havde ikke så meget brug for den - men jeg er overbevist om, at den fungerer godt til at

skræmme regn væk). Og må jeg lige tilføje, at jeg næppe har fået så mange komplimenter for noget tøj, som

jeg får for min røde pædagog-regnjakke hernede!

Sjældent har jeg set sport med en smukkere udsigt - Eureka Skydeck og Flinders Street Station (og faktisk også St.

Paul's Cathedral) fungerer som udmærket baggrundsbillede - så gjorde det knap så meget, at der var overskyet

det meste af tiden.

Sådan så der altså ud på Federation Square under finalen, hvor kampen var så tæt, at der ikke blev fejret så meget undervejs. Det holdt dog ikke den ældre dame i den hvid/grøn stribede trøje fra at råbe op i ny og næ - hun blev hurtigt min yndlingsperson, og jeg vil skyde på, at jeg var stort set lige så betaget af hende, som jeg var af kampen (dvs. meget!)